Jeg hedder Anne, og jeg fik diagnosen Asperger (med tråde ned i en mere klassisk autisme. Ja, det sagde min psykiater vist), da jeg var 57 år.

 

Jeg har altid vidst, der var noget galt, men hvad det lige var, havde jeg aldrig regnet ud. Som barn var der tegn på, at jeg var et anderledes barn. Ville ikke have trøst af mine forældre. Kunne sidde med min tommelfinger i munden og rokke og kigge ind i væggen. Jeg var tilskuer til andres lege. Mine venner var meget mindre børn eller ældre damer. Jeg elskede at være sammen med voksne og høre på dem og snakke med dem.

 

Jeg blev mobbet en del, men sådan er det jo, når man stikker ud. Den måde, jeg klarede det på, var at hjælpe de fagligt svage i klassen og være sød ved dem, der blev mobbet mere end mig. Ellers bare gemme mig fra de andre i klassen i frikvartererne. Heldigvis levede jeg meget i nuet, så ingen traumer der.

 

Da jeg blev så voksen, at jeg var blevet student, var det den værste tid med kaos. Jeg begyndte at flygte fra hjemmet tidlig morgen, og aftenen var værst. Udover det kunne jeg ikke spise noget, men kastede op og måtte gå i seng.

 

Nå, men jeg fik da en uddannelse som pædagog. Det var ikke let socialt. Slet ikke! Jeg var en fremmed fugl der.

 

Mit arbejdsliv var ikke let. De første år var jeg det samme sted. Jeg syntes, det gik fint der. Men set på det i dag – så nej, det gjorde det ikke! Jo, jeg var god til nærvær og det at lytte til børnene og give dem nogle gode dage. Men jeg var elendig, når tingene ikke gik helt let.

 

Jeg skiftede derefter arbejde. Tit syntes jeg, det blev for svært, når jeg ikke var ny længere og kunne være på overfladen. Jeg magtede ikke alt det sociale og at forstå andre og alle de forskellige spil og dramaer.

 

Samtidig magtede jeg ikke ferier. Der fik jeg en mellemsvær depression og angst. Jeg var nok mere end helt brugt op i mit forsøg på at ville være normal. Mine forældre kaldte det sårbart sind, og at jeg var meget genert. Jeg skulle jo “bare” vokse fra det med en god gang gåpåmod og konfrontationsterapi. Jeg glemte heldigvis fra gang til gang, hvor svært det egentlig var. Jeg var ude af den, når jeg skulle på besøg hos nogen. Jeg kunne ikke klare deres lugte, deres mad og deres indretning. Det trættede mig og var voldsomt. Når jeg arbejdsmæssigt skulle på tur med bus eller værre endnu lejrskoler, så var jeg totalt ude af den indeni.

 

Det gik mere og mere nedad med min arbejdsenergi. Jeg fik højere og højere sygefravær. Depressioner. Til sidst alvorlig stress, hvor jeg blev skubbet tilbage på arbejde alt for tidligt. Derefter kunne jeg godt mærke al energi var væk. Der gik yderligere et par år og så flyttede jeg og skulle have nyt arbejde. Det var hæsligt, fordi jeg i de to meget korte ansættelser følte mig som en med fremskreden Alzheimers. Jeg gik mere og mere ned med flaget, indtil jeg ikke kunne mere i mit liv. Heldigvis havde jeg det sådan okay. Men lige inden jeg skulle sige, at jeg har afdækket alle områder, så manglede jeg jo at høre, om jeg havde en diagnose. Derfra gik det hurtigt.

 

Da jeg havde fået diagnosen, fik jeg at vide, jeg skulle gå hjem og læse om det og se, om jeg kunne genkende mig selv i det. Her kom jeg hjem som en gammel dame med et langt liv med så mange erfaringer, og så læste jeg det som om, jeg skulle være massemorder, have en udadreagerende adfærd, være rigid, ikke have empati, have særinteresser, have et unaturligt tonefald og ordforråd osv. Det var, hvad der stod på de officielle sider.

 

Det gjorde ikke, jeg fik det bedre. Tværtimod! Selvom jeg ikke havde overskud, fik jeg massiv angst. Indtil jeg tænkte, jeg da lige kunne kigge på Aspergerforeningens Facebookside. Selvom det nok var en bunke freaks og nogle mennesker, der ville gøre mig utryg. Jeg kunne ikke tage mere fejl. Det blev min redning. Jeg har ikke tal på, hvor mange indlæg jeg lavede, og jeg fik de skønneste, sødeste, brugbare svar, og det var så ubeskrivelig dejligt. Så takket være FB siden fik jeg den redning, der skulle til.

 

Der gik et år med arbejdsprøvning og meget andet, men jeg endte med at komme på førtidspension. Jeg lever det liv, jeg altid har drømt om, men aldrig troet ville ske. Det er ”working progress”. Det er en udvikling, man hele tiden er i, men nu 2 ½ år efter er jeg ved at have nået målet.

 

Når man står der, hvor man er tilknyttet et jobcenter, så vil jeg på det kraftigste råde Jer til at gøre brug af alle de kanaler og al den hjælp, I kan. For mig var det en Asperger-konsulent, en mand fra fagforeningen samt en ekstern jobkonsulent, der fulgte mig nøje. Måske har andre kommuner andre hjælpeforanstaltninger. Jeg vil tro, man altid kan bruge nogen fra handicapområdet, og har man ikke penge, er min erfaring, at Landsforeningen Autismes rådgivning er guld værd. De ved, hvad de snakker om. Så uanset om du tænker, at det magter jeg ikke, så SKAL du. For det er netop der, du kan give noget ansvar fra dig. Du kan ikke overskue lovgivning, og du kan ikke tale helt åbent for dig selv. Det er uhyre vigtigt, at sagsbehandleren i kommunen bliver fodret af andre end dig. Min erfaring er, at ens egne ord ikke tæller så meget i det samlede regnskab.

 

Jeg har massser af empati (Når det er børn og dyr, og når en voksen er i en situation, jeg genkender). Jeg har ingen særinteresser, men jeg er nysgerrig. Jeg kan klare hus og have selv. Jeg kan snakke og være social, når vi kun er to eller tre 🙂 … Jeg kan dog stadig ikke genkende mig på de officielle hjemmesider, der forklarer, hvad Asperger er.

 


Har du en historie om at være sendiagnosticeret, som du gerne vil dele, så skriv til redaktionen på webmaster@aspergerforeningen.dk

    • Tak Jimmi Hansen. Ja men hvilken empati?? Er det dem vi synes vi forstår, dem vi kan spejle os i, altså muligvis et mindre antal end dem der kan sætte sig ind i andres situation via forestillingsevnen eller??

      Bare nogle tanker.

      • Først og fremmest har autister utrolig meget sympati. Empati handler om at kunne indleve sig i andres situation og agere ift. dette. Det er heller ikke altid, at folk ønsker, hvad de siger. Men vi har nu engang sværere ved at aflæse og afkode kropssprog og mimik især i realtime. Når så NT’erne siger noget andet, end de egentlig ønsker, og vi ikke i en given situation kan regne det rigtigt ud, hvad der gemmer sig under overfladen, så opstår der misforståelser. Men vores intentioner er fuldt ud til stede. Vi er ikke kyniske. Så det er noget af forklaringen.

        Der er også flere former for empati, men jeg kan ikke lige huske de fine ord. Jeg mener, det var Maja Toudal (http://www.majatoudal.com), som holdt foredrag om begreberne engang 🙂

    • Jeg har nu læst op på det men som jeg læser det forklarer det ikke empati som sådan, men mere at empatien kan gå fejl af hinanden hvis en med ASF og en med andre præferencer med og uden ASF ikke taler samme sprog, og så ja så går man galt i byen.

      Måske har jeg helt misforstået det og vil gerne have forklaringen så.

Leave a Reply to Jimmi Hansen Cancel Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *